Minister: Læger skal oplyse om fostres køn

Det slår sundhedsminister Astrid Krag (SF) fast, efter at det i Jyllands-Posten er kommet frem, at flere sygehuse ikke fortæller par, om de har en dreng eller en pige i vente, inden abortgrænsen ved udgangen af 12. uge er nået.

»Patienter skal inddrages i egen behandling og informeres om mulige behandlingsmuligheder, risici og lignende. Derfor skal læger og andet sundhedspersonale også som udgangspunkt give patienterne de oplysninger, som de efterspørger,« siger Astrid Krag i en udtalelse til Berlingske Nyhedsbureau.

Ønsker kommende forældre at få kønnet at vide ved nakkefoldsscanningen, skal de vide, at skønnet om kønnet bliver givet med en vis usikkerhed.

»Når det gælder nakkefoldsscanninger, er det dog samtidig vigtigt at gøre sig klart, at scanningen først og fremmest bruges til at vurdere, om fostret har en forhøjet risiko for at have forskellige sygdomme og kromosomfejl og altså ikke at fastlægge kønnet. Og derfor vil sundhedspersonalet i mange tilfælde heller ikke med sikkerhed kunne angive fostrets køn. I de tilfælde, hvor det er muligt, vil det dog være naturligt at fortælle forældrene, om de vil få en pige eller en dreng,« lyder det fra ministeren.

Hendes partifælle og sundheds- og forebyggelsesordfører, Özlem Cekic (SF), kritiserer kraftigt de læger, som hemmeligholder kønnet over for de forældre, der ønsker at få besked.

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at læger fungerer som moralske overdommere frem for det sundhedspersonale, de er, og i de her tilfælde er der mig bekendt ingen belæg for, at der er et problem ud over de enkelte tilfælde, som nogle læger har hørt om eller oplevet i deres karriere,« siger hun og refererer til, at enkelte læger udtaler i Jyllands-Posten, at de kender til tilfælde, hvor par er blevet skuffede eller decideret har sagt, at de vil have en abort, fordi barnet har det »forkerte« køn.

Hun mener, at Sundhedsstyrelsen skal irettesætte de læger, der tilbageholder oplysninger om kønnet.

»Jeg synes, at det er utroligt vigtigt, at Sundhedsstyrelsen skærper tonen over for lægerne og hospitalerne, så de er fuldstændig klar over, hvad deres rolle er. De er sundhedspersonale, og de skal oplyse, orientere og informere grundigt, så familierne kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag,« siger Özlem Cekic.

Blandt andet på Horsens Sygehus og på Odense Universitetshospital har man de seneste år ikke villet fortælle kommende forældre om kønnet på grund af abortfrygten.

Dagens Gossip