Minister lægger ambitiøse klimamål i graven

Regeringen skrotter nu dele af den tidligere SR-regerings klimapolitik ved at fjerne slutdatoen for, hvornår udfasningen af kulkraft og naturgas skal være en realitet.

Det skriver Børsen.

Den tidligere regering havde en ambition om, at de to energiformer skulle være endeligt udfaset i henholdsvis 2030 og 2035.

Men det dropper energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) nu som Danmarks officielle politik.

- Det kan ikke nytte noget, at vi fører så dyr en energipolitik i Danmark, at det koster på konkurrenceevne og udfordrer statskassen uforholdsmæssigt meget. Vi kommer ikke til at redde verdens klima af den årsag, siger han til Børsen.

Han holder dog fast i den langsigtede danske målsætning, som lyder, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050.

Men nationale delmål på området er alt for dyrt, mener Lilleholt, der især kritiserer den tidligere radikale minister Rasmus Helveg Petersens endnu mere vidtgående ønske om, at alle kulkraftværker skulle være fortid i Danmark allerede i 2025.

Formålet med at droppe delmålene er ifølge ministeren at sikre en bedre konkurrenceevne for energitunge virksomheder.

Både Dansk Industri og Liberal Alliance roser regeringen for de nye toner, men ifølge Socialdemokraterne er delmål helt nødvendige for at føre en ambitiøs klimapolitik.

- Det svarer lidt til at sejle på et skib og sige, at man ikke er interesseret i kursen. Man kan ikke have en båd uden kaptajn, og derfor er ministeren nødt til at sige, hvad han sigter efter, siger klima- og energiordfører Jens Joel (S) til Børsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV