Minister lægger roadpricing og nye motorveje i graven

Det fastslår transportminister Pia Olsen Dyhr (SF), der i stedet vil fokusere på Trængselskommissionens forslag om at styrke den kollektive trafik og cyklismen samt at sikre en bedre trafikafvikling på hovedstadens veje.

»Det er på samme tid klart, at udbygning af nye motorveje ikke står øverst på regeringens prioritetsliste, ligesom vi vurderer, at det på nuværende tidspunkt er for tidligt at arbejde videre med roadpricing,« siger Pia Olsen Dyhr.

Trængselskommissionen er ikke desto mindre nået frem til en konklusion om, at netop roadpricing er det mest effektive værktøj til at mindske trængslen.

»Hvis man ønsker at reducere trængslen i forhold til i dag, så er det nødvendigt mere aktivt at regulere efterspørgslen på biltrafik. Her peger kommissionen på roadpricing som det redskab, der har størst potentiale til effektivt at nedbringe trængslen på sigt,« siger kommissionens formand, Leo Larsen.

Transportministeren erkender, at trængslen i og omkring København udgør en »kæmpe udfordring allerede i dag«.

»Udfordringen vil kun blive større i fremtiden, hvis ikke vi nøje overvejer, hvordan vi sikrer et effektivt, attraktivt og bæredygtigt transportsystem i hovedstaden,« siger Pia Olsen Dyhr.

Hun peger konkret på bedre busruter og cykelstier som redskaber, der skal være med til at nedbringe trængslen, ligesom regeringens togfond også skal bidrage til at give mere plads på vejene.

Regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, ønsker at gennemføre Trængselskommissionens forslag om at lave forsøg med roadpricing, ligesom både den københavnske overborgmester, Frank Jensen (S), og byens borgmester for beskæftigelse og integration, Anna Mee Allerslev (R), er fortalere for storskalaforsøg med roadpricing.

Dagens Gossip

Dagens TV