Minister lover flere penge til bedre listeria-indsats

Skrevet af admin

03/03/2015

Dagens topnyheder

I sommeren 2014 kostede et alvorligt listeria-udbrud 17 mennesker livet og 41 blev syge. Kilden var en rullepølse fra en specifik fabrik.

På den dystre baggrund bestilte fødevareminister Dan Jørgensen (S) en kritisk gennemgang af listeria-indsatsen i Danmark.

I rapporten, der kommer tirsdag, konkluderer udenlandske og danske eksperter samt repræsentanter fra fødevareerhvervet, at Danmark gør det rigtige.

- Der er dog ting, man kan gøre for at forbedre situationen. Det er en sølle trøst, at vi har den bedste listeria-indsats i verden, hvis vi stadig har problemer, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Ministeren vil på baggrund af rapporten indkalde de politiske partier til forhandlinger om et nyt fødevareforlig.

- Listeria er en lumsk bakterie, som kræver, at der bliver sat ind på flere niveauer, hvis vi skal forebygge udbrud. Derfor er jeg også glad for, at vi har et solidt fagligt grundlag, vi kan bruge som afsæt til de politisk drøftelser af prioriteringen af indsatsen, siger han.

Han er klar over, at en forbedret indsats koster penge, men de skal nok blive fundet.

- Det er klart, at der skal findes ressourcer i et fødevareforlig, men jeg lægger op til, at vi finder dem, siger Dan Jørgensen.

Han hæfter sig ved, at de udenlandske eksperter roser den danske listeria-indsats.

- Danmark er kendt for høj fødevaresikkerhed, og derfor er det også helt afgørende, at vi lægger os i selen for at sikre, at forbrugersikkerheden fortsat er i top, siger han.

Rapporten peger på, at der er behov for mere viden om listeria i de køkkener, der laver mad til risikogrupper, og der skal også være mere viden om, hvem der risikerer at blive smittet.

Også fødevarevirksomheder og fødevarekontrollen bør have et større kendskab til listeria, hvis man vil blive bedre til at forebygge den frygtede bakterie. Rapporten anbefaler derudover yderligere forskning og bedre smittekildeopsporing.

Fødevarestyrelsen blev i sommeren 2014 kritiseret for ikke at have lavet en hurtigere og grundigere undersøgelse af rullepølse-virksomheden.

Hovedkonklusionen i en redegørelse dengang var, at styrelsen burde have foretaget hurtigere og grundigere undersøgelser af virksomheden, og Fødevarestyrelsens beredskabschef fik frataget sit ansvarsområde som konsekvens.

Den nye rapport har fokuseret på listeria-indsatsen generelt.

/ritzau/