Minister lukker for aktier til rådgivende læger

Sådan lyder det fra sundhedsminister Astrid Krag (SF) om de cirka 500 læger, der sidder i Vaccinationsudvalget, Medicintilskudsnævnet og andre rådgivende organer.

»Det handler om at sikre helt rene linjer, så der ikke kan opstå mistanke om habilitetsproblemer blandt de læger, der har stor indflydelse på vores sundhedsvæsen. Det tror jeg også, de fleste rådgivende læger vil være enige i,« siger Astrid Krag til metroxpress.

I februar foreslog hun, at forbuddet mod at eje aktier i lægemiddelindustrien skulle gælde samtlige læger, men det forslag var for vidtgående for blandt andre Socialdemokraterne. En arbejdsgruppe har siden kigget på sagen, og det er på den baggrund, Krag nu foreslår et differentieret regelsæt, hvor der er nultolerance i forhold til rådgivende læger og et endnu ikke offentliggjort loft over andre lægers investeringer i lægemiddelindustrien.

Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, glæder sig over opblødningen:

»Vi er glade for, at ministeren har lyttet til vores kritik. Det ville dog være bedre med en individuel vurdering, men det nye forslag er trods alt en forbedring. Vi må se, om det giver udslag i nogle uhensigtsmæssigheder, når ordningen skal evalueres om tre år,« siger han til metroxpress.

Forbrugerrådets vicedirektør, Vagn Jelsøe, er også »overvejende positiv«.

»Vi havde gerne set et totalforbud, men det vigtigste for os har været, at der nu bliver begrænsninger,« siger han til metroxpress.

De nye regler vil ifølge Sundhedsministeriet kunne træde i kraft i løbet af sommeren og efteråret.

BNB

Dagens Gossip