Minister: For mange danskere er uden job

Skrevet af admin

28/11/2013

Mest læste i dag

Der er alt for mange danskere i køen af ledige. Det siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), efter at nye tal fra Danmarks Statistik viser en stigning i bruttoledigheden på 300.

- Dagens ledighedstal understreger, at der stadig er for mange danskere, der er arbejdsløse. De har krav på, at vi som regering fortsætter med at sætte jobskabelse og beskæftigelse i højsædet, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Ministeren benytter lejligheden til at fremhæve den finanslovaftale, som regeringen har indgået med de borgerlige partier, Venstre og De Konservative.

- Med finansloven for næste år øger vi de offentlige investeringer til gavn for både velfærd og arbejdspladser i Danmark.

- Med infrastrukturinvesteringer som letbane i Odense kommer der job i byggeriet, og der investeres i sundhedsvæsnet, i sygehuse og i renoveringer af for eksempel skoler i landets kommuner, siger Mette Frederiksen.

Ministeren peger desuden på, at finansloven næste år samtidig letter virksomhedernes omkostninger og giver bedre vækstbetingelser for erhvervslivet.

- Det medvirker også til at skabe nye arbejdspladser i Danmark, siger hun.

Selv om den registrerede ledighed steg med 300 personer i oktober i forhold til måneden før, har køen af arbejdsløse i en længere periode været stabil.

Siden efteråret 2009 har ledigheden ligget på mellem 5,6 og 6,2 procent af arbejdsstyrken. Siden sommeren 2012 har ledigheden været svagt faldende.

Der har dog været mindre udsving måned for måned, hvor ledighedskurven har bevæget sig både ned og op. I oktober var ledighedsprocenten på 5,7 - svarende til, at 151.300 personer enten var uden job eller i aktivering.

/ritzau/