Minister: Nødberedskab klar til læge-lukning

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har et nødberedskab parat, så danskerne fortsat kan få lægehjælp, selvom de praktiserende læger gør alvor af truslerne om at lukke deres klinikker 1. september.

- De praktiserende læger, jeg kender, kærer sig meget om deres patienter. Det vil undre mig meget, hvis de praktiserende læger vælger at drage patienterne ind i det her. Det anser jeg for en hypotetisk situation.

- Men selvfølgelig har vi et beredskab klar, siger sundhedsministeren.

Hun præsenterede fredag et lovforslag, der skal sætte nye rammer for almen lægepraksis. Lovforslaget kommer, efter at regionerne tidlig fredag morgen opsagde aftalen med de praktiserende læger.

De praktiserende læger frygter, at de mister indflydelse over deres egen praksis og truer derfor med at lukke alle landets 2100 lægehuse og nægte at behandle patienterne.

Men sundhedsministeren forventer ikke, at lægerne vil gøre alvor af deres trusler, når de først har set det færdige lovforslag.

- Der har været en del myter fremme om indholdet af lovforslaget.

- Men lad mig gøre det klart, at vi ikke flytter en eneste praksis, hvis lægen ikke vil. Vi blander os i de praktiserende lægers økonomi, og de bliver ikke kommunalt ansatte, siger Astrid Krag om indholdet af lovforslaget.

Udspillet skal blandt andet styrke danskernes adgang til at kunne gå til læge også i yderområder og udsatte boligområder, og så skal der fokus på en mere ens kvalitet i lægehusene.

Som en del af lovforslaget forlænges de praktiserende lægers overenskomst med regionerne med et år til 1. september 2014, så parterne kan forhandle videre.

/ritzau/

Dagens Gossip