Minister: Nu kan job til 16.200 kroner betale sig

Skrevet af admin

05/02/2015

Dagens topnyheder

Det kan betale sig at tage et arbejde. Også selvom jobbet er blandt de lavestlønnede i Danmark.

Det er budskabet fra beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), efter at Beskæftigelsesministeriet har regnet på, hvor meget man skal have i løn for at få en gevinst på 1000 kroner ekstra om måneden.

For et kontanthjælpspar med to børn, hvor begge ægtefæller er fyldt 30 år, skal man nu kun have et job til 16.200 kroner om måneden. Så får man 1000 kroner mere til rådighed efter betaling af husleje, daginstitution, varme og andre faste udgifter.

- Vi har fået nogle nye saglige tal, som viser, at det kan betale sig at tage et arbejde, når man er på kontanthjælp. Det synes jeg, man skal glæde sig over, siger Henrik Dam Kristensen til Ritzau.

Venstre har flere gange kritiseret regeringen for ikke at gøre nok for at øge incitamentet til at gå fra passiv forsørgelse til fuldtidsjob.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har flere gange fremhævet, at et ægtepar i den situation skulle finde et job med en månedsløn på 35.000 kroner for at få 1000 kroner mere til sig selv om måneden.

Regnestykket baserer sig på et svar fra 2013 fra daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Men nye regler har gjort regnestykket forældet.

Med skattereformen er beskæftigelsesfradraget blevet hævet - det kan især mærkes for de laveste indkomster. Det højere fradrag for faglige kontingenter, som blev besluttet i forbindelse med finansloven for 2015, hjælper også.

- Nu skal Venstre blive saglige i denne debat og lade være med at køre valgkampsretorik. Der er et bredt flertal inklusiv Socialdemokratiet, som er optaget af, at man skal have en gevinst ved at være tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Og det har man nu, siger Henrik Dam Kristensen.

Spørgsmål: Men er 1000 kroner om måneden en stor nok gevinst for at gå på arbejde, når man ser på det omkostningsniveau, vi har i Danmark?

- Det kan man altid diskutere. Men sandheden er, at i rigtig mange menneskers budget, der er 1000 kroner om måneden meget. Og man skal huske på, at det ikke kun er en måned. Det er måned, efter måned, efter måned, vi taler om, siger Henrik Dam og tilføjer:

- Langt de fleste vil kunne mærke, at der er nogle ting i deres dagligdag, der blive nemmere, hvis de har 1000 kroner mere til rådighed om måneden.

/ritzau/