Minister og DI: Drop jagten på huen

Færre unge skal gå i gymnasiet, og flere skal i stedet vælge en erhvervsuddannelse.

Det er budskabet fra Dansk Industri (DI), som vil gøre det mere prestigefyldt at fravælge studenterhuen og i stedet blive faglært, skriver Berlingske.

- Mange forbinder det at uddanne sig så godt som muligt med, at man går i gymnasiet. Vi har brug for, at der bliver skabt mere prestige omkring erhvervsuddannelserne, siger Karsten Dybvad, administrerende direktør i DI, til avisen.

Han mener for eksempel, at erhvervsuddannelserne kan blive mere anerkendte blandt de unge, hvis der stilles større krav til de faglærte.

Andelen af en ungdomsårgang, der sætter sig på skolebænken i danske gymnasier, er fra 2001 til 2012 steget fra 59 til 72 procent. Andelen der vælger en erhvervsuddannelse er derimod faldet fra 32 til 20 procent i samme periode, skriver Berlingske.

Børne- og ungeminister Christine Antorini (S) er enig med DI: Flere unge må tage en erhvervsuddannelse.

- Får du en lunken studentereksamen og ingen videregående uddannelse, så er du bare ufaglært med en studentereksamen. Men vi ved, at der bliver stor mangel på folk med en faglært uddannelse fremover, siger ministeren til Berlingske.

En fremskrivning fra Dansk Metal har ifølge avisen vist, at der vil være 348.000 færre faglærte om 30 år.

Gymnasieskolernes Rektorforening erkender, at der måske sidder et par stykker i hver gymnasieklasse, som i stedet skulle have droppet jagten på en studenterhue.

Men formand Jens Boe Nielsen siger til Berlingske, at man først og fremmest må koncentrere sig om alle de unge, der slet ikke får nogen uddannelse.

/ritzau/

 

Dagens Gossip