Minister om internetovervågning: Ny tid kræver nye regler

I 2014 blev registrering af danskernes aktivitet på internettet afskaffet efter massiv kritik, fordi det viste sig ikke at virke efter hensigten. Men nu er justitsminister Søren Pind (V) klar til snart at kunne sende et lovforslag om at genindføre den omstridte sessionslogning i høring.

Det oplyser han i en skriftlig kommentar.

- Logning er et helt centralt redskab for politiet og PET. Det var det f.eks. i sagen om dobbeltdrabet i Tusindårsskoven. Derfor har vi brug for tidssvarende logningsregler. Det har vi ikke i dag, skriver han.

- I dag logges oplysninger om, hvilke telefonnumre der har ringet til hinanden på hvilket tidspunkt, men hvis parterne bruger internetbaseret telefoni som for eksempel Messenger, Skype eller iMessage, bliver oplysningerne ikke logget.

- I den tid vi lever i, nytter det ikke. Derfor må vi modernisere reglerne om logning, og det gør vi i dialog med branchen, lyder det fra justitsministeren.

Teleindustrien, der er brancheorganisation for teleselskaberne, er fredag blevet orienteret om ministerens planer. Organisationens direktør, Jakob Willer, kalder det en totalovervågning af alle aktiviteter fra hver enkelt internetbruger.

- Vi er faktisk lidt rystede over, at man foreslår en så massiv udvidelse, siger Jakob Willer.

- Hvis man skal gennemføre det, vil teleselskaberne skulle investere flere hundrede millioner kroner. Det vil have en konsekvens for, hvor meget der kan investeres i udbredelse af mobil og bredbånd, for man kan ikke bruge pengene to gange.

Heller ikke regeringens støtteparti Liberal Alliance er tilhænger af ideen.

- Vi lever i et liberalt demokrati, og der skal det være et grundlæggende princip, at man respekterer privatlivets fred. Der hører masseovervågning af borgere, der ikke er mistænkt for noget som helst kriminelt, ingen steder hjemme, siger it-ordfører Christina Egelund.

/ritzau/

Dagens Gossip