Minister om russisk exit i Syrien: Jeg håber det er sandt

Skrevet af admin

14/03/2016

Dagens topnyheder

Det er gode nyheder, hvis det viser sig at være sandt, at Rusland trækker hovedparten af sine styrker ud af Syrien.

Det mener udenrigsminister Kristian Jensen (V), der håber, at et russisk exit kan hjælpe til, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, i en nær fremtid træder tilbage.

- Jeg synes, det er positivt, hvis de reelt trækker sig tilbage. Det kan være begyndelsen af slutningen for Assad, siger Kristian Jensen.

- Jeg håber, at det bliver virkeliggjort. Fra russisk side kører der i øjeblikket et stort propagandaspil, så jeg vil afvente og se, hvad der rent faktisk sker, inden jeg begynder at glæde mig, tilføjer ministeren.

Tidligere mandag fortalte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Rusland "stort set" har opfyldt sin mission i Syrien, og at landet gradvist vil trække sine styrker ud af Syrien allerede fra tirsdag.

Men når Putin gør brug af den retorik, betyder det blot, at Rusland havde en anden dagsorden i Syrien end den vestlige koalition, som Danmark også er en del af, lyder det fra Kristian Jensen.

- Putin har ikke set det her som en mission om at bekæmpe Isil (Islamisk Stat, red.), for de er i høj grad stadig til stede i Syrien. For ham har opgaven mere været at forsvare Assad.

- Jeg håber, at det her kan blive det afgørende punkt til at få sat gang i fredsforhandlingerne i Syrien.

I forhold til at komme Islamisk Stat til livs i Syrien vurderer Kristian Jensen også, at det kan blive et mere simpelt puslespil, hvis Rusland trækker sine styrker ud af landet.

- Det betyder helt sikkert, at vores indsats for at bekæmpe Islamisk Stat bliver enklere, for der kommer forhåbentlig til at være en våbenførende magt mindre i Syrien. Det vil gøre nemmere at overskue den taktiske spillebane på jorden, siger udenrigsministeren.

/ritzau/