Minister: Rusland vil sende våben til Irak uden krav

Islamisk Stat skal bekæmpes med alle midler, lyder meldingen fra den russiske udenrigsminister, som er klar til at sende flere våben til den irakiske regeringshær.

Beskeden fra Sergej Lavrov falder umiddelbart inden et møde torsdag mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Iraks premierminister, Haider al-Abadi.

- Vi vil forsøge at opfylde alle ønsker, så vidt det overhovedet er muligt, så man kan sikre Iraks forsvar og fortrænge Islamisk Stat og andre terrorister, siger Lavrov til det russiske nyhedsbureau Tass.

- Vi har et meget tæt militært og teknisk samarbejde, siger udenrigsministeren om forholdet til Irak.

Al-Abadi påpeger over for Putin nødvendigheden af at bekæmpe jihadisterne i hele regionen.

- Vi håber, at dagens møde vil styrke samarbejdet om terrorbekæmpelse, ikke kun i Irak, men i hele regionen, siger Iraks premierminister til Putin under det bilaterale møde.

USA leder en koalition af lande, som bekæmper jihadisterne fra Islamisk Stat i Irak og Syrien.

- I modsætning til flere andre lande, som også er klar til at tilbyde Irak våben, så stiller vi ingen betingelser, da Irak, Syrien og Egypten er i frontlinjen, når det gælder kampen mod terrorisme, siger Sergej Lavrov.

Islamisk Stat har de seneste uger vundet terræn i både Irak og Syrien, hvor gruppen stort set har erobret oldtidsbyen Palmyra.

I Irak har IS for nylig stormet og vundet kontrol over provinshovedstaden Ramadi, der ligger vest for landets hovedstad, Bagdad.

Begge sejre sker trods den amerikansk-ledede koalitions fortsatte bombetogter i begge lande.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip