Minister ryster på hovedet over de studerendes kritik

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) forstår ikke, at Danske Studerendes Fællesråd siger, at fremdriftsreformen bliver værre med de nye ændringer.

- Jeg har svært ved at forstå det. Både fordi vi skaber mere fleksible rammer for studerende med iværksættertrang, de studerende får mere merit ved studieskift, og så får de mulighed for at skabe mere faglig supplering op til kandidatuddannelser, siger han.

Kritikken fra Danske Studerendes Fællesråd går blandt andet på, at det bliver vanskeligere at tage en uddannelse.

Formand Yasmin Davali fremhæver som eksempel, at et af regeringens forslag vil give uddannelsesstederne mulighed for at kræve, at en studerende består fag og kurser svarende til 60 ects-point per år.

- Det betyder altså i værste fald, at hvis ikke du består 60 ects-point om året, så bliver du smidt ud, siger hun og undrer sig over, at regeringen trods måneder med samtaler og forhandlinger tilsyneladende ikke har lyttet til kritikken.

Regeringen kommer med seks forslag til ændringer af den udskældte reform, som for alvor trådte i kraft for få måneder siden, da de anerkender, den ikke fungerer i sin nuværende form.

- Jeg synes, vi på alle måder imødekommer nogle af de udfordringer, de studerende har for at være fleksible, siger Esben Lunde Larsen.

- Jeg synes, det havde klædt Danske Studerendes Fællesråd ikke at hænge sig i håret i suppen, men se på, hvor mange fordele, der kommer ud af det her.

Derudover synes ministeren, at det er naturligt for en institution at have mulighed for aktivitetskrav.

- Ikke mindst, når vi ser, at der er en del studerende, der falder fra. Det kan være en hjælp med aktivitetskrav, fordi man bliver skærpet i, hvad der kommer til at ske.

- Det er en ærgerlig automatreaktion fra Danske Studerendes Fællesråd, som jeg håber, de vil genoverveje, når de får læst sig ordentligt igennem udspillet.

Heller ikke kritikken af, at en række af forslagene vil skabe mere social ulighed, skaber genklang hos Esben Lunde Larsen.

- Det er lige meget, hvilke ændringer der kommer på uddannelsesområdet, så trækker de det sociale ulighedskort. Jeg tror, det er gavnligt for studerende, der ikke kommer fra så uddannelsesstærke hjem, at de undervejs eksempelvis får karaktergivende prøver.

/ritzau/