Minister skal forklare DSB-sikkerhed

»Det virker yderst besynderligt, at transportministeren i går kunne afvise ethvert kendskab til sikkerhedsproblemer hos DSB, hvis det er rigtigt, at han har fået flere henvendelser om dette fra de faglige organisationer. Det vil jeg have en forklaring på,« siger Per Clausen.

Sagen begyndte, da Dansk Jernbaneforbund onsdag rettede en skarp kritik af DSB. I en pressemeddelelse lød det, at lokoførerne ikke længere kunne tage ansvar for passagerernes sikkerhed, fordi sikkerhedsudstyr var sparet væk, opbakningen til personalet var ikke-eksisterende, og at sikkerhedsorganisationen i det hele taget ikke fungerer.

»Det er kun et spørgsmål om tid, før der sker en ulykke,« lød det fra formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, der skød skylden på de besparelser, DSB har gennemført som konsekvens af blodrøde regnskaber de sidste år.

Kritikken fra jernbaneforbundet kom dog tilsyneladende bag på Henrik Dam Kristensen.

»Jeg har fra Trafikstyrelsen ingen indikationer på, at der skulle være problemer med sikkerheden, og jeg forventer naturligvis at blive orienteret om, hvis der skulle være sådanne problemer,« sagde ministeren onsdag.

Det er den udtalelse, Per Clausen ikke køber:

»Jeg vil derfor bede transportministeren om at redegøre for, hvilke henvendelser han har fået med kritik af sikkerheden i DSB i løbet af det sidste år og hvad han har foretaget sig i den anledning,« siger han.

»Transportministeren har jo i sidste instans ansvaret for, at kontrollen med sikkerheden i togdriften er i orden og derfor håber jeg ikke, at han har fået sådanne henvendelser uden at reagere på dem,« siger Per Clausen.

Dagens Gossip