Minister skal svare på spørgsmål inden indgrebs-afstemning

»Det er en lang række spørgsmål, udvalget har stillet ministeren, hvor vi blev lovet svar klokken halv tolv i går aftes (torsdag, red.), men her klokken ti minutter i otte om morgenen, har vi endnu ikke fået ret mange svar,« siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen (V).

»Det betyder, vi har ikke et tilstrækkeligt grundlag for at være sikre på, at den lovgivning, vi måtte vedtage, er korrekt,« siger han.

Det, man mangler svar på, er blandt andet, hvilken virkning lovforslaget har på frie skolers vilkår, på social- og sundhedsassistenternes uddannelsesforløb og i forhold til lokalaftaler, der er indgået.

»Der er en lang række spørgsmål, vi blev lovet svar på i går aftes for at være sikre på, vi kunne starte behandlingen her klokken ti til formiddag (behandlingen er efterfølgende blevet udskudt til klokken 13, red.), som ministeren ikke har kunnet levere. Derfor har vi valgt det lidt usædvanlige at kalde hende i et samråd her til formiddag for at give os mulighed for at få uddybet de ting, som ministeren ikke kan svare på,« siger Kristian Jensen.

Det er dog ikke noget, som vil få betydning for Venstres opbakning til lovforslaget, når der forventeligt skal stemmes om det senere fredag.

»Vi vil som udgangspunkt stadig være positive, men hvis ikke vi kan få klarhed over, hvad det er, der er op og ned i lovforslaget, så bliver det jo på ministerens ansvar, at loven nu er korrekt,« siger gruppeformanden.

Beskæftigelsesministerens lovforslag betyder blandt andet en afskaffelse af lærernes overenskomstbestemte arbejdstidsaftale og en udfasning af en seniorordning for lærere over 60 år.

Dagens Gossip