Minister spår græsk knas: Folk tager forskud på glæderne

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

I Danmark satte aktieindekset rekord, og det meste af Europa vågnede lettet op til den aftale mellem eurolandene, der mandag har banet vej for forhandlinger om et nyt støtteprogram til det kriseramte Grækenland.

Et vigtigt skridt er nået, men der er lang vej igen, slår den finske finansminister, tidligere statsminister Alexander Stubb, fast i forbindelse med fortsatte forhandlinger i Bruxelles.

- Der er mange, som tager forskud på glæderne.

- Dagens store spørgsmål bliver overgangslån, og jeg forventer, at disse forhandlinger bliver meget svære, da jeg har vanskeligt ved at se, hvor mange af landene der har mandat til betingelsesløst at låne penge ud, siger Stubb.

Først skal kreditorernes reformkrav godkendes i det græske parlament - de første fire allerede onsdag.

Partiet Uafhængige Grækere, som er med i den græske regering, har mandag erklæret, at det ikke kan støtte den aftale, der er indgået.

I premierminister Alexis Tsipras' eget parti, det ledende Syriza, er der også modstand mod ham på grund af mandagens kompromis.

Eurogruppens netop genvalgte formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, vurderer, at det vil tage "fire snarere end tre uger", før det græske låneprogram kan være forhandlet på plads.

Han medgiver selv, at skønnet ifølge andre er "optimistisk".

Nattens svære forhandlinger mellem eurolandenes stats- og regeringschefer måtte blandt andet opgive at enes om, hvordan overgangslånet skal skrues sammen i praksis. Det fremgår af en skriftlig opsummering af mødet, som Ritzau har set.

EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, forslog under diskussionen, at man bruger EU's redningsfond, ESM. Det vil imidlertid kræve alle 28 medlemslandes accept, og lederne måtte til sidst opgive at løse problemet.

I stedet blev udfordringen sendt videre til eurogruppen, som straks har sat eksperter til at se på en løsning.

- Det er meget komplekst. Vi har endnu ikke fundet nøglen til dette problem, siger Dijsselbloem.

Grækenland skal mandag 20. juli betale 3,5 milliarder euro til Den Europæiske Centralbank.

Grækerne har også snarlige og allerede overskredne gældsposter til Den Internationale Valutafond, IMF.

/ritzau/