Minister støtter DR's lukning af Underholdningsorkestret

Skrevet af admin

19/11/2014

Dagens topnyheder

Kulturminister Marianne Jelved (R) bekræfter onsdag overfor Ritzau, at hun fortsat bakker op om Danmarks Radios spareplan, der koster Underholdningsorkestret livet.

Det gør hun til trods for, at hun har udsigt til at komme i mindretal på sagen. Et flertal udenom regeringen fremsatte onsdag i folketingets kulturudvalg en beretning om at redde Underholdningsorkestret.

Kulturministeren siger til Ritzau, at hun fortsat bakker op om DR's ret til selv at vælge, hvor de politisk besluttede besparelser skal udføres. Hun langer ud efter Venstre, som hun mener har skiftet mening.

- Indtil den 11. november var Venstre fuldstændig enige med regeringen og SF om armslængdeprincippet, og hvad det indebar, og at DR's ledelse selv varetog udmøntningen af besparelsen, uden at vi blandede os, siger hun til Ritzau.

Med Venstres forsøg på at redde Underholdningsorkestret har man overtrådt armslængdeprincippet, mener ministeren. Armslængdeprincippet siger, at Danmarks Radio selv afgør, hvordan besparelser i Danmarks Radio skal udføres.

Ministeren mener, det er farligt og vil skabe et eksempel for fremtiden, hvis Venstre tager hul på at godkende eller afvise DR's spareplaner fra politisk hold.

- Når man tager et skridt som det her, så kan andre efterfølgende sige: Det er jo allerede sket. De gjorde det allerede i 2014, mener hun.

Venstre kulturordfører, Michael Aastrup, mener ministeren blander to ting sammen.

- Det er to forskellige ting. Besparelsesplanen må DR selv håndtere. På den anden side er der vores public service-kontrakt. Der har vi sagt meget klart, at der vil vi stadig have lov at reservere nogle politisk mål og krav, siger han.

Hos Enhedslisten ærgrer kultur- og medieordfører Jørgen Arbo-Bæhr sig over ministerens udmelding, men har ikke tænkt på, hvad konsekvensen bliver, hvis parterne ikke når til enighed.

/ritzau/