Minister til kamp mod radikalisering på nettet

Der findes eksempelvis flere Facebook-sider, som direkte opfordrer unge med kriminel baggrund, herunder bandemedlemmer, til at engagere sig i krigen. Danske muslimer, der har kæmpet og er blevet dræbt i Syrien – som den tidligere Guantanamo-fange Slimane Hadj Abderrahmane og konvertitten Kenneth Sørensen – har også været brugt som propagandamiddel.

»Vi har været vant til, at ekstremister primært fandt hinanden gennem personlig kontakt. Men på nettet fanges folk i stigende grad i ekstremisternes net,« siger Karen Hækkerup.

»Vi har eksempler på, at personer rekrutteres via nettet til at tage til Syrien for at kæmpe. Vi ser, at der rekrutteres bredt, også blandt sårbare unge, der ikke har været i træningslejre. Det er et stigende problem.«

Magnus Ranstorp, der er terrorforsker ved Forsvarshögskolan i Stockholm, bekræfter tendensen.

»Brugen af de sociale medier er en game changer i forhold til ekstremisternes rekruttering,« siger han.

Social- og Integrationsministeriet holder mandag en konference om onlinerekruttering. Det sker i København og i samarbejde med den britiske tænketank The Strategic Institut for Dialogue. Formålet er at indsamle viden og erfaringer på området.

Ifølge ministeren tegner der sig det foreløbige billede, at den radikale højre- og venstrefløj bruger nettet til at propagandere for deres synspunkter, mens de militante islamister på nettet rekrutterer aktivt og opfordrer til handlinger.

En foruroligende udvikling er, at udvekslingen af ekstremistisk materiale ikke alene forgår i lukkede fora, men også på sociale medier som YouTube og Facebook, der står på vid gab.

Dermed øges risikoen kraftigt for, at unge kommer i kontakt med ekstremisterne, og derfor er det ifølge Karen Hækkerup også nødvendigt at sætte ind med en decideret modoffensiv.

Ude i kommunerne skal opmærksomheden på den såkaldte onlineradikalisering øges. SSP-medarbejdere og andet frontpersonale skal opkvalificeres og have større indsigt i internettets betydning for radikalisering. Og der kan være behov for at lancere kampagner på nettet, der tilbageviser ekstremisternes påstande.

»Vi har ikke alle løsningerne endnu, men det handler blandt andet om, at når unge mennesker sidder på sociale medier eller på lukkede sider, må vi uddanne bloggere, som kan gå ind og deltage i debatten og udfordre ekstremisternes holdninger. De rabiate tanker skal ikke have lov til at stå alene,« siger Karen Hækkerup.

Modoffensivens endelige indhold fastlægges i den kommende tid og blandt andet på baggrund af dagens konference og de efterfølgende møder, hvor embedsmænd fra Europa, USA og Canada skal diskutere regeringernes rolle.

Tendensen er global, og ifølge Karen Hækkerup understreger episoder fra for eksempel Storbritannien, at problemet er grænseoverskridende: Den 21-årige studerende Roshonara Choudary med pakistansk baggrund blev idømt 15 års fængsel på grund af et al-Qaeda-inspireret mordforsøg på den britiske politiker Stephen Timms.

Det viste sig, at kvinden havde set over 100 timers videoklip med al-Qaeda-inspireret materiale, herunder samtlige prædikener fra al-Qaeda-talsmanden Anwar al-Awlaki, som opfordrede muslimer i Vesten til jihad mod ikke-muslimer ved hjælp af simple angreb.

En anden opsigtsvækkende sag handler om ægteparret Shasta og Mohammed Khan, som i 2010 begyndte at besøge internetsider med ekstremistisk materiale. De downloadede bombemanualer og over 80 halshugningsvideoer. De planlagde også et angreb mod et jødisk trossamfund i Manchester, men planerne blev opdaget, da politiet stormede deres hjem på grund af husspektakel.

Dagens Gossip