Minister til pædagoguddannelser: I skal oppe jer

Skrevet af admin

26/01/2015

Mest læste i dag

Uddannelseslederne skal tage sig sammen. Sådan lyder den direkte opfordring fra uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) i kølvandet på sagen om, at nogle pædagogstuderende ikke er tilfredse med det lave antal timer, skolen udbyder.

En af de studerende oplyser til Fyens Stiftstidende, at hun blot har 7,5 times undervisning om ugen. Ofte ved de studerende ikke, hvad de skal lave, når de møder op på skolen, fortæller flere studerende samstemmende.

Det vil ministeren ikke sidde overhørig.

- Herfra er det en direkte opfordring til uddannelserne om, at hvis det her holder, så skal de tage sig sammen. 1,5 times undervisning om dagen er ikke nok.

- Det kan jeg ikke sidde overhørig, så skal man gøre noget ved det. Derfor har jeg bedt dem fortælle mig, hvordan de vil løfte det, siger uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen.

Tidligere har Fyens Stiftstidende beskrevet, at underviserne på landets pædagoguddannelser læser langt under halvdelen af de studerendes opgaver.

For nylig underskrev ministeren såkaldte undervisningskontrakter med uddannelserne, hvor uddannelseslederne forpligtigede sig til at øge studietiden og det antal timer, de studerende bruger på studiet.

Ministeren afviser, at uddannelserne blot kan undslå sig med, at de mangler penge til øget undervisning.

- Det kan ikke gøres op alene i det. Det er helt fair at sige, at man gerne vil have flere midler. Det er der ingen uddannelser eller uddannelsesminister, der ikke gerne vil have.

- Men uddannelserne har selv ansvar for at levere, jeg kan ikke med trylleslag gøre noget her. Det, jeg kan sige meget, meget klart er, at det er helt uacceptabelt, hvis de studerende ikke får feedback, og at de kun har 1,5 time om dagen.

- Det kan man ikke sidde overhørig, hvis man er leder på en professionshøjskole, siger hun.

/ritzau/