Minister tjekker kritik af lærere uden uddannelse

Skrevet af admin

08/09/2015

Mest læste i dag

Partierne bag folkeskoleloven skal snart drøfte, hvordan loven får en præcis hjemmel, når kommunerne ansætter lærere uden læreruddannelse.

Det siger undervisningsminister Ellen Trane Nørby til Ritzau.

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, har opfordret Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling til at lave et lovforslag, så praksis passer med loven.

- Jeg tager Ombudsmandens henstilling til efterretning. Derfor tager jeg en dialog med forligskredsen om, hvordan vi får tilvejebragt den lovhjemmel. Det ændrer ikke på den måde, som loven forvaltes på, efter lovens forarbejder, siger Ellen Trane Nørby.

Selv om Ombudsmanden forstår, at folkeskoler har svært ved at finde uddannede lærere, er det "problematisk", at loven stiller krav til lærernes uddannelse, som ikke følges, siger Jørgen Steen Sørensen.

Han tog sagen op, fordi et forældrepar kritiserede, at deres søn skulle undervises af en vikar uden læreruddannelse i matematik og naturfag. Forældrene flyttede sønnen fra skolen.

- Der kan være problemer med at sikre dækning af kompetencer i folkeskolen. Derfor er der lavet en aftale, så kommunerne inden 2020 skal sikre fuld kompetencedækning. Så lærerne underviser i de fag, de er uddannet i, siger Ellen Trane Nørby.

Mange kommuner drøfter baggrunden for lærere uden læreruddannelse, som kan give gevinst, påpeger hun.

- Nogle gange kan det være inspirerende, at en gammel tømrer forestår noget af undervisningen i sløjd. Lokalt drøfter man også ordningen med merit-lærere (som underviser med en tillægs-læreruddannelse, red.), siger Ellen Trane Nørby.

/ritzau/