Minister trækker i land: Familier må selv om, hvor meget de arbejder

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Familiefjendsk. Først skal vi få flere børn, helst så tidligt som muligt, og så skal vi ellers aflevere dem i institutioner for at knokle på arbejdsmarkedet.

Nogenlunde sådan lyder et koncentrat af talrige reaktioner på et interview med beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i tirsdagens udgave af Berlingske. Her udtalte ministeren blandt andet:

- Vi har skabt et arbejdsmarked, hvor forældrene kan vælge den arbejdstid, de vil have. Og vi kan se, at lidt for mange af dem, mener jeg, vælger at gå på deltid.

Men det skal slet ikke forstås som om, at ministeren vil have børnefamilierne til at arbejde mere, siger han.

- Jeg har ingen opfattelse af, hvad der er rigtigt eller forkert i en dansk familie. Målet med hele mit virke er at sikre, at danske familier får det bedst mulige fundament for at indrette sig, som de ønsker.

Jørn Neergaard Larsen forklarer, at interviewet handlede om mange emner, der kom "ganske tæt på hinanden", og det kan være baggrunden for, at det er kommet til at lyde som om, at han vil have børnefamilierne til at arbejde mere.

- Det er den enkelte families fuldstændigt selvstændige valg, fastslår han.

- Men vi er nødt til at være opmærksomme på, at vi har haft nogle årtier med lineær vækst i det danske samfund betinget af meget store årgange. Nu står vi over for i hvert fald tre årtier med nogle strukturelle problemer, der betyder arbejdskraftsudfordringer.

- Det var en udfordring for den tidligere regering, det er en udfordring for den siddende regering, og det vil være en udfordring for kommende regeringer, fastslår beskæftigelsesministeren.

- Men det betyder ikke, at familien Jensen skal vælge en anden arbejdstid, end familien Jensen gør. Min opgave er at sikre de bedst mulige rammer for, at familien Jensen kan indrette sig fuldstændig, som familien Jensen ønsker.

35 procent af de kvindelige lønmodtagere var på deltid sidste år.

/ritzau/