Minister udnævner ny vismand til økonomisk råd

Skrevet af admin

24/11/2014

Dagens topnyheder

Der har været skiftedag i Det Økonomiske Råd. Ud af formandskabet træder vismand og professor Claus Thustrup Kreiner, mens Carl-Johan Dalgaard, professor i økonomi på Københavns Universitet, bliver ny vismand.

Det er økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), der har udpeget den nye vismand.

Og Carl-Johan Dalgaard bliver nu medlem af et formandskab, hvis opgave det er at kigge dansk økonomi efter fra alle mulige vinkler og komme med inspiration og forslag til, hvad samfundet har mest gavn af.

De økonomiske vismænd er uafhængige og kommer med en økonomisk rapport to gange om året. Oveni har de i år også fået til opgave at være økonomisk vagthund over regeringens finanspolitik.

Carl-Johan Dalgaard er uddannet cand.polit. og ph.d. fra Københavns Universitet. Han har været ansat ved Københavns Universitet siden 2002, siden 2008 som professor.

Samtidig er han med i flere udenlandske og danske forskningsnetværk. Og han er blandt andet tilknyttet Center of Economic Policy Research (CEPR) samt Economic Policy Research Unit (EPRU). Carl-Johan Dalgaard var medlem af Produktivitetskommissionen i 2012-13.

Efter ændringen består Det Økonomiske Råds formandskab fra 1. december 2014 af professorerne Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og Carl-Johan Dalgaard, Københavns Universitet, professor Michael Svarer, Aarhus Universitet, samt professor Eirik Schrøder Amundsen, Københavns Universitet og Bergens Universitet.

/ritzau/