Minister: Udspil om løft af optagesystemet snart på vej

Skrevet af admin

15/03/2015

Dagens topnyheder

Der er klar plads til forbedring, når de videregående uddannelser skal have fat på de mest motiverede studerende, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R).

Søndag udløb ansøgningsfristen for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 2, og tallene viser, at 51.200 har søgt ind, hvilket er knap 2000 flere end i 2014.

Sofie Carsten Nielsen opfordrer alle uddannelser til at overveje nye optagelsesformer, så karaktergennemsnittet ikke er eneste adgangsbillet. Og regeringen er snart på vej med et udspil på området, lyder det.

- Vi skal blive bedre i uddannelsessystemet til at få de mest sultne og motiverede ind på uddannelserne. Der skal vi nok til at kigge lidt mere ud af boksen end tidligere.

- Jeg er i fuld gang med grundig dialog på baggrund af Kvalitetsudvalgets afsluttende rapport fra januar. Vi skal kigge på, hvordan vi kan løfte blandt andet optagelsessystemet. Og det vil jeg snart komme med et udspil om, siger hun til Ritzau.

Kvalitetsudvalget blev nedsat af regeringen for mere end halvandet år siden og udgav i januar sin slutrapport med anbefalinger til, hvad en reform for at øge kvaliteten af de videregående uddannelser kan indeholde.

Søndagens tal viser en stigning på 1922 personer, svarende til fire procent mere i forhold til sidste års kvote 2-søgning. Det endelige antal bliver opgjort i begyndelsen af april 2015.

Selvom tallene endnu ikke er opgjort i forhold til de enkelte uddannelsesretninger, mener ministeren, at de studerende kan blive bedre til at søge bredere, når det gælder valg af uddannelse.

- Vi har brug for et bredere søgemønster i Danmark, for det nuværende fordeler sig i meget høj grad på de samme fire studier hvert år. Der er lidt for meget plejer og lidt for lidt prøve noget nyt af, siger hun.

/ritzau/