Minister varsler hårdere kurs mod kriminelle i boligforeninger

Det er indholdet af et lovforslag, som regeringen fremsætter til oktober, og som by- og boligminister Carsten Hansen (S) præsenterede onsdag på en konference i Gellerupparken ved Aarhus.

»Vi ønsker, at et område som for eksempel Vollsmose eller Gellerup bliver betragtet som et sammenhængende område, så beboere, der har lavet kriminalitet i den ene ende af området, ikke bare kan flytte til den anden ende af området til en anden boligforening,« siger Carsten Hansen.

Desuden vil ministeren gøre det lettere for boligforeninger og politiet at udveksle oplysninger, og det skal gøre det lettere for boligforeninger at gribe ind over for beboere med kriminel adfærd.

Højesteret afgjorde tidligere i år, at Brabrand Boligforening var i sin gode ret til at sætte en familie på porten, fordi mindreårige stak ild til en børnehave.

»Det skal have konsekvenser, når man laver uro og - som vi har set det i Gellerupområdet - brænder en daginstitution ned,« siger Carsten Hansen og understreger, at indsatsen mod kriminelle beboere ikke skal stå alene.

»Det handler om at engagere alle gode kræfter og tage fat hele vejen rundt i form af lektiecaféer, lommepengeprojekter, få de unge væk fra gaden og få involveret institutioner og de unge selv. Ellers virker det ikke,« siger han.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) er glad for de nye værktøjer, som ministeren vil give til boligforeninger og politiet.

Han mener, det er nødvendigt at slå hårdt ned på »utryghedsskabende adfærd« i området og fremhæver blandt andet den helhedsindsats, der allerede nu anvendes af myndigheder og boligforeninger i forhold til Gellerupparken.

»Hvis regeringens mål om en halvering af antallet af udsatte boligområder i 2020 skal nåes, så er der brug for en styrket indsats, og at der følger nogle midler med,« siger Jacob Bundsgaard, der roser Carsten Hansen for at have skiftet ministeradressen på Gammel Mønt i København ud med en lejlighed i Gellerup i denne uge.

»Det er første gang i Danmarkshistorien, at en minister så at sige rykker teltpælene op fra København og slår teltet op ude i landet,« siger Jacob Bundsgaard, der blandt andet har givet ministeren en grundig indføring i den store byomdannelsesplan for Gellerup, der vil medføre nedrivning af boligblokke og tilføre området 1.000 kommunale arbejdspladser.

Dagens Gossip