Minister: Venstre vil åbne op for tvangsægteskaber

Skrevet af admin

06/08/2014

Dagens topnyheder

Det er ikke med justitsminister Karen Hækkerups (S) gode vilje, at Venstre i sit kommende udlændingeudspil vil lempe på 24-års-reglen.

Oppositionspartiet åbner i udkastet til sit nye udlændingeudspil op for, at ansøgere om familiesammenføring, der vurderes til at være integrationsegnet i kraft af uddannelse, sprogkundskaber og erhvervserfaring, kan slippe for at opfylde 24-års-reglen og tilknytningskravet.

Det blev ellers indført af VK-regeringen i 2002 som et værn mod tvangsægteskaber, og dette værn vil Karen Hækkerup helst ikke af med igen. Reglen er en "grundpille" i udlændingepolitikken, som det er risikabelt at rokke ved, mener ministeren.

- Man kan ikke sige, at bare fordi man har bedre uddannelser, så vil man ikke risikere at blive udsat for social kontrol.

- Derfor er 24-års-reglen der. Og derfor skal den bevares i sin nuværende form.

- Og selv om Danmark er et rigtigt dejligt land, så kan alle ikke bo her, og derfor er der behov for, at vi også har et tilknytningskrav, siger hun til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hos Venstre tager udlændinge- og retsordfører Karsten Lauritzen ministerens udmelding roligt:

- Jeg forstår godt, at regeringen er bekymret over Venstres udspil.

- Men det handler nok mere om, at vi kommer med løsninger på de udfordringer, vi står overfor, og løsningen på nogle af de problemer, regeringen har skabt med deres udlændingepolitik de seneste tre år, siger han til avisen.

Den nuværende 24 års-regel betyder, at begge ægtefæller skal være fyldt 24 år, hvis de skal familiesammenføres i Danmark.

Samtidig gælder det såkaldte tilknytningskrav, som betyder, at parret samlet set skal have større tilknytning til Danmark end noget andet land.

/ritzau/