Minister: Vi er ikke i mål med ligestilling

Selvom kvinderne for længst har overhalet mændene inden om og i dag får bedre uddannelser, så er der stadig noget at kæmpe for på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.

Det mener ligestillingsminister Manu Sareen (R).

- Jeg synes, at der er masser af udfordringer, som vi stadig kæmper for dagligt, siger han til Ritzau.

- Det er for eksempel, at vi har et meget segregeret uddannelsesvalg mellem kvinder og mænd. Og på arbejdsmarkedet er der kampen om at få flere kvinder i bestyrelser og sikre ligeløn, tilføjer han.

Ligestillingsministeren vender fredag hjem fra en tur til New York, hvor han blandt andet har deltaget i FN's Kvindekommissions årlige møde, der altid finder sted dagen inden den store kampdag.

Og mødet er et klassisk eksempel på, at Kvindernes Internationale Kampdag har et formål, mener Manu Sareen.

- Kampdagen giver anledning til at mødes. Ligesom vi gør i FN's Kvindekommission for at udveksle erfaringer og få set på, hvor langt man er nået i de enkelte lande, forklarer han og tilføjer:

- Jeg synes, at det er rigtigt godt at have Kvindernes Internationale Kampdag til at markere, at der stadig er noget at kæmpe for, og vi får sat ekstra fokus på det, end vi gør normalt.

Forkvinden i Dansk Kvindesamfund, Lisa Holmfjord, er enig med ministeren i, at der stadig er ting, der kan forbedres, når det kommer til kvinders rettigheder - selv i Danmark hvor der er sket store fremskridt.

- Kvinderne er helt klart kommet stærkt igen i forhold til videreuddannelse. Men man kan stadigvæk ikke se det, når man procentmæssigt tæller antallet af kvinder i ledelse og kvinder i bestyrelse, siger hun til Ritzau.

- Der er stadig strukturer i samfundet, der gør, at der ikke er så mange kvinder på topposterne, som der egentlig burde være i forhold til den talentmasse, der er i Danmark, vurderer hun.

Kvindernes Internationale Kampdag blev indstiftet i 1910, og i 1977 vedtog FN en resolution, der anbefaler, at dagen fejres.

/ritzau/

 

Dagens Gossip