Minister: Vi skal ruste lægerne til at tage tale om døden

Skrevet af admin

06/12/2015

Dagens topnyheder

Lægerne skal være i stand til at tage ubehagelige samtaler med patienter om behandlinger, bivirkninger og overlevelsesmuligheder. Det mener sundhedsminister Sophie Løhde (V).

De alvorlige samtaler er en svær disciplin for lægerne, og regeringen er derfor indstillet på at afsætte flere ressourcer til dialog mellem læger, patienter og pårørende. Det oplyser Sophie Løhde i en skriftlig kommentar.

- Vi har i regeringen sat penge af til initiativer, der kan styrke inddragelsen af patienterne. For en af nøglerne til at forbedre patientbehandlingen er, at lægerne bliver bedre til at inddrage patienterne, der skal tages mere med på råd, så parterne i fællesskab kan beslutte, hvilken behandling der er bedst for den enkelte.

- Og det gælder også uhelbredeligt syge patienter, der ligesom andre patienter kan have gavn af at blive inddraget i egen behandling, siger hun.

Udmeldingen kommer efter lægeforeningen søndag understregede, at det er vigtigt for dødeligt syge patienter, at de får en grundig samtale med en læge om deres behandling. Og det bliver bakket op af flere patientforeninger.

De mener nemlig, at mange alvorligt syge fortsætter hospitalsbehandlingen, selv om de måske ville være bedre tjent med at få ro i den sidste tid.

Også Sophie Løhde anser det som et problem.

- Det må aldrig være sådan, at lægen fortsætter behandlingen, vel vidende at patienten ikke har nogen chancer for at overleve, fordi de ikke har mod på at tage den svære samtale, siger hun.

Sundhedsministeren mener, at man bør lade sig inspirere af Aarhus Universitetshospital, hvor man har haft gode erfaringer med de grundige samtaler.

Patienten skal nemlig kunne vurdere, om de er interesserede i at gå ind i et behandlingsforløb, der måske ikke kommer dem til gavn i sidste ende.

- Det er vigtigt, at lægen tager den svære samtale med patienten og for eksempel får forklaret, at der kan være store bivirkninger ved at tage medicin, der muligvis slet ikke vil virke, og at udsigten til at forlænge livet ved behandlingen er meget, meget lille.

/ritzau/