Minister: Videnstab ved jobudflytning vil være kortvarig

Skrevet af admin

22/12/2015

Mest læste i dag

Man kan ikke lave noget fast estimat over, hvordan og hvor meget de forskellige styrelser og institutioner vil kunne mærke, at de bliver flyttet fra hovedstaden og ud i landet.

Det mener erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), som heller ikke mener, at der vil være et betydeligt tab af viden på de forskellige arbejdspladser. Videnstabet vil kun være for en kort periode, lyder det.

Aktindsigter fra flere end ti ministerier viser ellers, at planen ifølge embedsmænd vil medføre et betydeligt tab af viden og erfaring samt formentlig også længere sagsbehandlingstid.

- Det er rigtigt, at det vil gøre det i en begrænset periode – det skriver vi også i vores oplæg – men vi ved fra udflytningen af Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg, udflytningen af Skat til Ringsted og den digitale tinglysning til Hobro, at man efter en kort periode kommer op på det samme vidensniveau igen, siger ministeren til Ritzau.

- Og det viser sig også, at produktiviteten nogle af de her steder er steget, efter at man har lavet en udflytning.

Men hvor længe en begrænset periode er, ønsker Troels Lund Poulsen ikke at sætte tid på.

- Det kan være et midlertidigt produktionsstab på et halvt til et helt år, men det kommer helt an på, hvilken institution der bliver flyttet ud, og hvilke medarbejdere der flytter med.

- Og det kommer an på, hvor nemt det er at rekruttere medarbejdere i de områder. Så det kan man ikke lave noget fast estimat over.

- Det kommer fuldstændig an på, hvad det er for en organisation eller styrelse, vi taler om, siger han og påpeger, at de i 2016 kommer til at lave en intelligent udflytningsplan for alle de institutioner, der skal flyttes ud.

- Der vil vi selvfølgelig tage hensyn til, at der også fremadrettet vil være kvalificeret arbejdskraft til stede. Og hvis der stadig vil være udfordringer, så vil det blive håndteret af de forskellige ministerier, som har ansvaret for de forskellige styrelser.

- Det er nu engang sådan, at ansvaret ligger hos de forskellige ministre, som skal lave udflytningen af de statslige arbejdspladser, siger Troels Lund Poulsen.

Regeringen vil flytte omkring 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til provinsen. Blandt andet flytter Udlændingestyrelsen 375 stillinger til Næstved og Statens Administration flytter 226 stillinger til Hjørring.

/ritzau/