Minister vil have mere privat togkørsel i Danmark

Skrevet af admin

07/02/2014

Dagens topnyheder

Danskerne skal have bedre og billigere tog, og det gøres bedst ved at sende flere jernbanestrækninger i udbud. Det mener den nyslåede transportminister, Magnus Heunicke (S).

Samtidig skal der bygges flere motorveje, fortæller han til Berlingske:

- Jeg ved, hvad det betyder for et område, når der kommer ordentlige veje. Se bare, hvad det har betydet for Herning at få motorvejen derop.

- Hvis man er vild med motorveje, og man ser rundkørslen deroppe ved Herning, tror man jo, at man kører i Chicago.

I den kollektive trafik skal DSB fortsat være rygraden.

- Men DSB som grundstamme betyder ikke, at DSB skal køre på alle strækninger. Vi skal sende flere baner i udbud, hvor det er fornuftigt at gøre det, siger Heunicke til Berlingske.

Statens kontrakt med DSB om togkørsel slutter ved udgangen af i år, og hvilke strækninger Heunicke overvejer at lade andre selskaber end DSB byde ind på, vil han ikke sætte navn på.

Han udelukker dog de strækninger, som der allerede er planer om at ombygge de kommende år.

Og Kystbanen kommer heller ikke i udbud. I hvert fald ikke de næste fem år. Det fortalte transportministeren torsdag til Ritzau.

Han vil i stedet omlægge ruten, så togene fra Helsingør ikke længere fortsætter til Sverige, men i stedet drejer mod vest i København og ud på Sjælland. Det vil give flere tog til tiden, mener han.

Der er for mange forsinkelser på Kystbanen, og hver tredje forsinkelse skyldes hændelser i Sverige, påpegede ministeren over for Ritzau.

De private selskaber, som byder ind på at stå for togdriften, skal være indstillet på at tage del i uddannelsen af jernbanepersonale og kontrakterne vil indebære, at selskabernes indtjening vil stige i takt med antallet af passagerer, skriver Berlingske.

/ritzau/