Minister vil klæde fagfolk bedre på til at håndtere adoptivbørn

Det er meldingen fra socialminister Annette Vilhelmsen (SF), efter at Kristeligt Dagblad tirsdag beskrev, hvordan der er stor forskelle på omfanget af tilsyn med danskfødte adoptivbørn i forhold til udenlandske adoptivbørn.

Mens der eksempelvis skal føres tilsyn med adoptivbørn fra Thailand tre gange inden for det første halve år efter adoptionen, skal der blot føres et enkelt tilsyn med danskfødte adoptivbørn efter 12 måneder. Det til trods for, at undersøgelser viser, at danskfødte adoptivbørn er i større risiko end udenlandske for at ende i kriminalitet.

»I forbindelse med de kommende satspuljeforhandlinger skal vi blandt andet drøfte muligheden for at klæde fagfolk bedre på i forhold til de særlige adoptionsproblematikker, eksempelvis socialrådgivere i kommunen. Det satser jeg stærkt på at have partiernes opbakning til,« siger Annette Vilhelmsen i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Venstre og Dansk Folkeparti mener, at reglerne for tilsyn skal være ensartede for alle adoptivbørn, uanset oprindelsesland.

Annette Vilhelmsen er enig i, at myndighederne skal være opmærksomme på eventuelle problemer i familier med adoptivbørn, men minder samtidig om, at der allerede eksisterer en række tiltag, der skal sikre danskfødte adoptivbørns ve og vel.

»Vi ved, at det at være adopteret rummer nogle særlige problemstillinger, som vi naturligvis skal være opmærksomme på, så vi skaber bedst mulige vilkår også for disse børn. Men det er altså vigtigt at huske på, at nationalt adopterede børn - ligesom alle andre danske børn - er omfattet af kommunernes almindelige regler om støtte til og tilsyn med børn og deres familier,« siger socialministeren.

Annette Vilhelmsens partifælle Anne Baastrup (SF), der er formand for Folketingets Socialudvalg, mener ikke, at de danske adoptionsregler er gode nok, når tilsynet med danskfødte adoptivbørn er langt mindre omfattende end tilsynet med udenlandske adoptivbørn.

Hun ser derfor frem til forhandlingerne i satspuljekredsen om et såkaldt post-adoptionsinitiativ senere på året.

Anne Baastrup mener, at reglerne for tilsyn med danskfødte og udenlandske adoptivbørn skal være mere ensartede, men samtidig er det afgørende at finde en model, hvor man laver et »individuelt tilrettelagt tilsyn« over for det enkelte adoptivbarn, siger hun.

Dagens Gossip

Dagens TV