Minister vil løsne de studerendes spændetrøje

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Regeringen er rede til at gøre op med en udskældt regel i fremdriftsreformen, der ifølge uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) sætter de studerende i en spændetrøje.

- Universiteterne og studerende pålægges ikke længere krav om obligatorisk tilmelding til et fuldt studieår.

- Institutionerne kan i stedet vælge, om der skal fastsættes interne regler om tilmelding til fag og prøver, ligesom de får mulighed for, at de studerende kan framelde sig eksaminer, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Med i alt seks forslag til ændringer af den udskældte reform ønsker regeringen blandt andet at afskaffe ordningen, der forpligter de studerende at være tilmeldt eksaminer, så de opnår mindst 30 såkaldte ects-point per semester.

De studerende har blandt andet kritiseret, at reformen ikke gav dem mulighed for at tilrettelægge et studie med fleksibilitet ved for eksempel at have et studiejob.

- Fremdriftsreformen fungerer ikke godt nok, erkender ministeren.

- Reformen har været en bureaukratisk spændetrøje for både universiteterne og de studerende. Det vil regeringen lave om på. Men intentionen om, at studerende skal være aktive under deres studier, skal vi holde fast i. For deres skyld og for samfundets.

Forslagene til ændringer af reformen fremgår af regeringens udspil til en justering af den udskældte fremdriftsreform.

Ministeren har været i dialog med både universiteterne og de studerende om behovet for en revision af reformen.

Fremover lægger regeringen op til mere ansvar hos de enkelte universiteter.

- Frihed og ansvar følges ad. Universiteterne skal have mere fleksible rammer til at indrette sig efter udfordringer og behov, og de skal have større fleksibilitet til at nå målene om studietidsreduktioner, siger Esben Lunde Larsen.

Formålet med fremdriftsreformen har været at skubbe de studerende hurtigere igennem studiet.

Samlet er de studerende på de danske universiteter ifølge ministeriet mere end et år forsinkede i forhold til den normerede studietid. Dog varierer overskridelsen meget mellem universiteterne og de enkelte studier.

/ritzau/