Minister vil straffe ulydige landmænd

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

Danske landmænd, som bruger ulovlige sprøjtemidler, skal straffes meget hårdere. Derfor strammer den nye fødevareminister, Dan Jørgensen (S), nu kontrollen i landbruget.

Ud over politisager og efterfølgende bøder vil ministeren også tage EU-støtte fra mange flere landmænd, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Brug af ulovlige pesticider kan allerede nu betyde, at der trækkes i støtten. Det kræver dog, at myndighederne kan bevise, at landmanden bruger midlerne - og ikke bare har dem stående på gården.

Derfor har kun ganske få indtil nu fået frataget støttemidler. Det vil Dan Jørgensen gøre op med.

- Kontrollen skærpes, så det bliver lettere at tage lovbrydere på fersk gerning, når de sprøjter på markerne, siger Dan Jørgensen.

Han oplyser, at Naturerhvervstyrelsen netop har afprøvet en ny metode på området. Den vil føre til de første prøvesager.

I 2013 blev der samlet udbetalt cirka 6,5 milliarder kroner i direkte støtte til de danske landmænd. Hver bedrift fik i gennemsnit udbetalt 148.000 kroner.

Tallet dækker dog både over mange små hobbylandbrug og færre, men store fuldtidslandbrug, som dermed får en større andel af støtten.

/ritzau/