Minister vil tage nyt hop på listen over konkurrenceevne

Skrevet af admin

03/09/2014

Dagens topnyheder

Det glæder handelsminister Mogens Jensen (S), at Danmark for første gang siden 2010 har bevæget sig opad på World Economic Forums liste over lande med den bedste konkurrenceevne. Det sker med et hop fra nummer 15 til nummer 13.

Men han slår også fast, at arbejdet med at bringe Danmark helt frem fortsætter.

- Det er et resultat af den politiske linje, vi har lagt med fokus på en sund økonomi, bedre uddannelse og forbedrede rammer for erhvervslivet. Og det fortsætter, siger han.

Han mener ikke, at lavere skatter og lønninger er den eneste og ultimative vej frem. Det er ikke det, der har gjort Danmark til et rigt land.

- Regeringen har fortsat fokus på at uddanne vores arbejdskraft. Vi bruger en milliard kroner på efteruddannelse. Vi har fokus på erhvervsuddannelserne for at skaffe mere faglært arbejdskraft.

- Og så skaber vi god infrastruktur, som, jeg forventer, på sigt vil rykke vores position endnu højere op, siger Mogens Jensen.

Som handelsminister rejser han rundt og forsøger at trække investeringer til Danmark Her oplever han, at der er fokus på især fire ting, som Danmark er gode til:

Uddannelse. At få talenter til at blomstre. Et fleksibelt arbejdsmarked. Samt et stabilt politisk system, hvor man kan stole på den lovgivning, der bliver lavet, når man investerer.

Som minister fokuserer han i øjeblikket mest på de små og mellemstore virksomheder.

- I foråret lancerede vi en ny eksportstrategi med fokus på at skabe partnerskaber mellem virksomheder via ministeriet og vores eksportråd i udlandet. Det, tror vi, vil give effekt på sigt, siger Mogens Jensen.

Øverst på listen over lande med bedste konkurrenceevne ligger Schweiz og Singapore.

/ritzau/