Minister vil tvinge banker til at droppe landmænd i krise

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) lægger i hemmelige forhandlinger hårdt pres på Finansrådet for at lave en aftale, der tvinger bankerne til at give de mest kriseramte landmænd dødsstødet.

Det skriver Berlingske Business på baggrund af en række anonyme kilder.

Topembedsmænd i Erhvervs- og Vækstministeriet skal i de seneste uger have forhandlet med Finansrådet for at få en aftale, der tvinger bankerne til at afskrive 1700 kriseramte landmænd, så der kan komme unge, friske landmænd ind på gårdene.

En alternativ mulighed er, at de mest effektive, men forgældede landmænd, får mulighed for at fortsætte med en lavere gæld.

Begge dele skal sætte gang i væksten, sikre erhvervet, skabe arbejdspladser og et mere flydende generationsskifte.

Budskabet står ifølge Berlingske i et brev fra Erhvervs- og Vækstministeriet stilet til toppen af den danske banksektor.

Men ministerens initiativ bliver ikke modtaget af klapsalver fra banktoppen, som frygter at blive løbet over ende af vrede landmænd med sund økonomi, fordi bankerne eftergiver gæld til usunde landbrug.

Bankekspert Lars Krull fra Aalborg Universitet er også skeptisk over for Henrik Sass Larsens indblanding i bankernes måde at håndtere de dårlige landbrugskunder på.

- Det lyder sympatisk, men det er svært at pålægge private virksomheder at opgive en fordring. Der vil være landmænd, der har puklet og slidt, mens andre tog hovedet under armen og lånte en formue i nullerne. Skal de så hjælpes, mens andre ikke bliver det? Tilfældighederne vil råde for meget, og det bryder jeg mig ikke om, siger han til Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV