Ministeren indfører asbestadvarsel i populære sommerhuse

Skrevet af admin

12/02/2015

Dagens topnyheder

For fremtiden skal købere af et af landets mest populære type-sommerhuse, Kalmar-husene, advares om, at loftsbrædderne er samlet med asbestlister. Det skal fremgå i et særligt afsnit af tilstandsrapporterne.

Sådan lyder budskabet fra ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S).

- Jeg forstår godt bekymringen. Jeg er selv uddannet håndværker og har arbejdet på steder, hvor der var asbest. Det var uden maske og så videre. Det er vigtigt, at man ved, hvad det er, man griber ind i, siger ministeren til DR Nyheder.

Det er først og fremmest husejerne, som skal vide, at de ejer et hus med asbest, så både de selv og håndværkere kan træffe nødvendige foranstaltninger inden renoveringsarbejde.

Siden 2012 har en såkaldt hustypebeskrivelse fulgt med tilstandsrapporterne. Hvor tilstandsrapporterne beskriver konkrete skader på bygningen, så fortæller hustypebeskrivelsen om kendte problemer ved den pågældende boligtype.

Når det gælder sommerhuse, skal hustypebeskrivelserne nu berette om asbest, både ud- og indvendigt.

- Senest efter sommerferien er de her hustypebeskrivelser opdateret, lover Carsten Hansen, der minder om, at der ikke er fare på færde, så længe asbesten i lofterne er intakt.

Ifølge Kalmargården A/S har asbest været brugt indvendigt i Kalmar-husene frem til 1980.

Det var der ikke noget forkert i dengang, men i dag er det forbudt at anvende asbest indendørs i nybyggeri.

Kalmar Huse gik konkurs i 2012, men rettighederne til navnet er købt af firmaet Kalmargården.

/ritzau/