Ministerier storforbruger retten til at holde mund

Skrevet af admin

27/12/2015

Mest læste i dag

De danske ministerier har i hundredvis af tilfælde nægtet journalister og borgere aktindsigt under en omstridt bestemmelse i den nye offentlighedslov. Det skriver Information.

Under loven, der trådte i kraft i begyndelsen af 2014, kan ministerier nægte aktindsigt under henvisning til, at der er tale om ministerbetjening. Da loven blev vedtaget, blev det understreget, at den del af loven skulle bruges restriktivt.

Det til trods har ministerierne i lovens første halvandet års levetid, brugt paragraffen 360 gange, ifølge data indsamlet af Information via aktindsigt.

- Med de meget brede undtagelser, som ministerierne har fået til at undtage dokumenter fra aktindsigt, kan de lukke helt ned for den politiske beslutningsproces, siger mediejurist og offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen, der finder opgørelsen alarmerende, til Information.

Loven indeholder samtidigt et princip om "meroffentlighed", der giver ministerierne muligheden for at lægge informationer frem på trods af paragraffen om ministerbetjening.

Den mulighed bliver dog sjældent brugt, viser Informations oplysninger.

- Reelt er loven om ikke ubrugelig, så meget mindre brugelig end rimeligt er, siger Simon Andersen, nyhedschef på Radio24syv til Information.

Flere politiske partier fortæller til avisen, at de står klar til at ændre loven oven på Informations tal for, hvor meget den bliver brugt.

- Det tyder på en for lukket tilgang i centraladministrationen i forhold til, hvornår man bør give meroffentlighed, siger Sofie Carsten Nielsen, retsordfører i Radikale Venstre, til Information.

Offentlighedsloven, der kom efter en række ministre havde måttet gå af oven på historier afdækket via netop aktindsigt, blev voldsomt kritiseret ved sin vedtagelse.

/ritzau/