Ministerium fastholdte fejlbeskatning af ejendomme

Skrevet af admin

15/12/2013

Mest læste i dag

Skatteministeriet har fem gange siden 2008 forsøgt at få indført et nyt og mere sikkert grundlag for opkrævningen af ejendomsskatter, som flere afsløringer har vist er fejlbehæftet.

Ministeriet blev dog hver gang bremset af Finansministeriet, der blandt andet frygtede, at det ville føre til et fald i danskernes betaling af ejendomsskatter.

Det skriver Politiken søndag.

Finansministeriets modstand mod et nyt vurderingssystem fremgår af en omfattende korrespondance mellem Skatteministeriet og Finansministeriet, som Politiken har fået aktindsigt i, og bekræftes af en række kilder.

- Vi fik at vide, at Finansministeriet var imod af økonomiske årsager, siger en kilde i den tidligere regering, der i 2007 var med til at beslutte, at Skats ejendomsvurderingssystem skulle skrottes.

Finansministeriets modstand betød, at Skat måtte fortsætte med et it-system, som i 2011 førte til den hidtil mest fejlbehæftede vurdering af ejerboligerne.

Finansministeriets departementschef siden 2010, David Hellemann, afviser, at man har fastholdt et fejlagtigt system for at opretholde skatteindtægter.

- Det har åbenbart været vurderingen hos os, at der ikke har ligget et oplæg, der var godt nok, siger han.

Tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) siger, at papirerne "bekræfter, at der har været et vedvarende pres fra Skatteministeriet for at få systemet ændret".

Han siger, at han savnede en politisk diskussion. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke aftalte at gennemføre systemet med daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), siger han:

- Jeg havde selvfølgelig en dialog med ham, men vi ønskede, at det skulle være så konkret et forslag, at man kunne forklare, hvad der kom i stedet for ejendomsvurderingerne. Derfor gik sagen tilbage til ministerierne.

/ritzau/