Ministerium: Løkke kan bede om at få bilag fremlagt

Skrevet af admin

14/10/2013

Dagens topnyheder

Der er intet regelsæt, der forhindrer Lars Løkke Rasmussen (V) i den dag i morgen at ringe til klimaorganisationen GGGI og bede om at få sine rejsebilag fremlagt.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en mail til Ritzau.

Udmeldingen fra Udenrigsministeriet kommer efter, at Venstre mandagen igennem har påpeget, at Lars Løkke Rasmussen har fulgt de regler for åbenhed, der er i GGGI, og at han derfor ikke bare kan få fremlagt sine bilag.

- Der er ingen regler eller særlige hensyn, der forhindrer formanden for GGGI i at bede om at få sine rejsebilag lagt frem, skriver Udenrigsministeriet.

Partier til både højre og venstre i Folketinget har bedt Lars Løkke Rasmussen om at blotlægge sine rejsebilag til samlet set godt en million kroner for GGGI, der er drevet for blandt andet danske udviklingskroner.

På i alt 15 rejser i sin egenskab af bestyrelsesformand for GGGI - i hvis pengekasse de danske skatteydere har lagt omkring 90 millioner kroner - har Lars Løkke Rasmussen brugt 770.000 kroner alene på luksuriøse flybilletter til første klasse.

Dertil kommer regninger for hotelophold, leje af bil samt nogle forplejningsdiæter under rejserne, der tidligere har været en særregel for bestyrelsesformanden.

Søndag skrev Lars Løkke Rasmussen i et brev til Venstres medlemmer, at han burde have stoppet med at rejse på luftfartens absolutte limousine-klasse tidligere, end han gjorde.

Ifølge Løkke selv stoppede han med at flyve på første klasse for GGGI i sommer.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, har mandag understreget, at "globale regler" gjorde, at Venstres formand ikke uden videre kan få lagt bilagene frem

- GGGI er jo en international organisation, der følger de globale standarder i forhold til regnskaber og forskellige andre ting, siger hun.

- Og det betyder jo også, at det hverken er Socialdemokraterne eller Venstre i Danmark, der bestemmer, hvordan reglerne skal være i GGGI. Det er bestyrelsen, så hvis man ønsker at ændre den politik, så må man bringe det op i bestyrelsen, siger Trane Nørby.

GGGI's rejseregler vil være et emne på det førstkommende bestyrelsesmøde den 5.-6. december i Seoul, oplyser Udenrigsministeriet.

/ritzau/