Ministermodgang er lig med vælgerflugt

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

En mere intensiv mediedækning i dag end tidligere er med til, at danskerne er hurtige til at fælde dom over en politiker.

Analyse Danmark har målt, hvilke karakterer vælgerne giver ministrene. Analysen viser, at en karakter hurtigt kan flytte sig, skriver Ugebrevet A4.

Karakteren til tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) på syvtrins-skalaen lå forrige tirsdag på 3,29. I søndags var den faldet til 2,31.

Valgforsker og professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, mener, at analysen er interessant, fordi den følger vælgernes bedømmelse af en politiker dag for dag.

- Det her viser, at en skandale kan fange vælgerne i flere tempi. Som dagene går, kommer flere og flere til, som forstår, at der er noget galt her, siger valgforskeren til Ugebrevet.

Faldende karakterer har også ramt formand for SF og social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen, der har været i stormvejr de seneste dage på grund af millionstøtte til Huset Zornigs kampagne Stemmer på kanten.

Hendes karakter faldt i perioden med et halvt karakterpoint til 1,8. skriver A4.

Sammenligner man politikerskandaler i dag med for 10 år siden, er der kommet mere damp på medierne. Og det kan være med til at forklare, hvorfor en minister dagligt kan miste en del af den tillid, som vælgerne har til vedkommende.

- Tempoet i medierne har bevæget sig fra avisernes døgnrytme til TV2 News, hvor vi taler timeopdateringer og til i dag med Twitter, hvor vi snakker om sekunder. Det har helt klart en betydning, siger Kasper Møller Hansen til A4.

Adjunkt og forsker i politiske skandaler Morten Skovsgaard Hansen, SDU, siger, at med et øget mediepres kan man tro, at medierne styrer showet. Men det er i højere grad den politiske kontekst og partiernes interesser, der afgør, om en minister må trække sig.

/ritzau/