Ministerplan: 2000 lærlinge skal lappe slidte boliger

Skrevet af admin

01/01/2015

Dagens topnyheder

Færre unge, der går rundt med en håndværker i maven, risikerer fremover at ende i skolepraktik.

Det viser et nyt notat fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som Avisen.dk har fået.

En ny boligaftale skal skabe 2000 praktikpladser frem til og med 2020. Det svarer til 333 praktikpladser årligt. Lærlingene skal istandsætte og bygge almene boliger.

- Vi ved, at der er flere end 10.000 unge, der venter på en praktikplads. Derfor har vi sikret, at der kom et krav om lærlinge med i aftalen, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) til Avisen.dk.

Praktikpladserne er et resultat af en aftale mellem regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der blev indgået i slutningen af november.

Aftalen siger, at mindst 12 procent af alle, der arbejder med renovering eller nybyggeri med økonomisk støtte fra Landsbyggefonden, skal være lærlinge i praktik.

I øjeblikket mangler 11.067 erhvervsskoleelever en praktikplads på en virksomhed.

6293 af dem er i skolepraktik.

Martin D. Munk, professor på Institut for Samfundsvidenskab ved Aalborg Universitet, kalder det "fornuftigt" af partierne at kræve, at lærlinge får en bid af job-kagen.

- Uden politiske aftaler ville der mangle flere praktikpladser, han til Avisen.dk og fortsætter:

- Hvis det udelukkende var et spørgsmål om frivillighed, ville virksomheder blive ved med at undskylde sig med, at landets lærlinge ikke er dygtige nok. Det kan være rigtigt i nogle tilfælde, men det kan ikke være rigtigt, at over 11.000 unge ikke passer ind på arbejdsmarkedet.

Boligaftalen ventes at skabe 16.000 job foruden de 2000 praktikpladser.

/ritzau/