Ministerrokade udløser S-vrede mod Thorning

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

Uroen ulmer hos Socialdemokraterne efter statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) rokade, skriver flere aviser.

Det skyldes, at S-formanden har gjort europaparlamentarikeren Dan Jørgensen (S) til ny fødevareminister i stedet for at vælge en kandidat fra folketingsgruppen.

En stribe socialdemokrater udtrykker over for Jyllands-Posten vrede over, at Thorning hentede en mand udefra til sit ministerhold.

- Det er, som om hun har kigget ind i gruppeværelset og tænkt: Her er ingen, der kan bruges, siger et folketingsmedlem, mens en anden kalder rokaden for "en krigserklæring mod hele folketingsgruppen".

Vreden går på tværs af Socialdemokraternes tre grupperinger på Christiansborg - de såkaldte kaffeklubber - som ellers sjældent er enige, og som på de indre linjer kæmper om partiets centrale poster og politiske linje.

Også Berlingske melder om en "oprørstilstand" i Socialdemokraternes folketingsgruppe på grund af ministerposten til Dan Jørgensen.

- Helle Thorning-Schmidt har sendt et ekstremt demotiverende signal. Hvis hun skal vinde næste valg, skal hun have en folketingsgruppe, som arbejder benhårdt for hende. Men nu er der flere, der har mistet motivationen, siger et S-medlem til avisen.

Flere socialdemokrater nævner over for både Berlingske og Politiken, at den nuværende politiske ordfører, Magnus Heunicke, var det oplagte bud som fødevareminister.

Forbigåelsen af Heunicke bliver betragtet som demotiverende og "en svinestreg", skriver Politiken. Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon risikerer at miste kontrollen, lyder det.

- Der findes ikke en eneste i folketingsgruppen, der ikke kan se, hvad dette her går ud på: at vi i virkeligheden ikke rigtig kan bruges til noget. Det gør ikke længere nogen forskel, om man er i opposition til partilinjen eller bundloyal.

- Nu kommer hver enkelt til at drage sine egne konklusioner. Det kommer ikke til at gå stille af, lyder advarslen fra en S-ordfører i Politiken.

/ritzau/