To ministre ind i strid om TDCs mobilnet

To ministre bliver nu inddraget i TDCs forhandlinger om måske at lægge sine mobilnet i hænderne på kinesiske Huawei, der er blevet beskyldt for industrispionage.

Både justitsminister Morten Bødskov (S) og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) skal forholde sig til, at TDC netop nu overvejer at skifte leverandør fra svenske Ericsson til kinesiske Huawei på sine mobilnet i Danmark, som Ericsson siden 2008 har stået for.

Huawei, der er verdens næststørste leverandør af mobiludstyr efter Ericsson, er i flere lande under beskyldning for industrispionage, fordi man frygter, at der i det kinesiske udstyr er indbygget såkaldte bagdøre, hvorved mobil- og datatrafikken kan fjernaflyttes. Ingen har dog konkret kunnet bevise eksistensen af bagdøre.

Dansk beredskab i orden?

Alligevel vækker den blotte mistanke bekymring hos politikerne.

»Finder ministeren det betryggende, såfremt den kinesiske mobiltelefonivirksomhed Huawei, der af den amerikanske kongres er blevet beskyldt for medvirken til industrispionage og ligeledes har fået forbud mod at operere i Australien, ender med at overtage driften af TDCs mobilnet?« spørger Venstres IT-ordfører Michael Aastrup Jensen de to ministre.

Han ønsker samtidig en vurdering af Danmarks sikkerhedsberedskab, hvis der viser sig at være noget om snakken.

»Mener ministeren, at vores relevante myndigheder og dansk lovgivning, herunder krav til teleoperatører, er indrettet således, at fjernovervågning af mobil- og datatrafik med henblik på spionage ved hjælp af bevidst og til formålet indrettede sikkerhedshuller i teleoperatørernes udstyr, som den kinesiske mobilvirksomhed Huawei er blevet beskyldt for at medvirke til af bl.a. den amerikanske kongres, kan forhindres?« lyder Michael Aastrup Jensens spørgsmål.

Tæt samarbejde med forsvaret

Den store interesse for sagen skyldes, at TDC - som det tidligere statsmonopol - ejer det landsdækkende fastnet og er Danmarks største på såvel fastnettelefoni som mobiltelefoni, kabel-TV og internetforbindelser.

TDC oplyser selv, at man netop på grund af mistanken har et tæt samarbejde med Forsvarsministeriets IT-sikkerhedseksperter i Center for Cybersikkerhed. TDC henviser også til, at en række af Europas store teleselskaber - heriblandt konkurrenterne Telenor og Telia - bruger Huawei som mobiludstyrsleverandør.

Huawei er allerede inde i varmen hos TDC, da Huawei leverer TDCs europæiske net, og det var med både Ericsson- og Huawei-udstyr, at TDC for tre år siden testede sit 4G-/LTE-supermobilnet forud for åbningen. I dag står Ericsson også for det.

Dagens Gossip