Ministre indsætter eksperthold i kampen mod højresvingsulykker

»Vi har på det seneste igen været vidner til flere tragiske ulykker, hvor blandt andet børn og unge menneske har mistet livet i højresvingsulykker. Ingen kan fjerne den smerte og det tab, som de pårørende står tilbage med. Men vi kan – og skal undersøge, hvad der er muligt at gøre for at modvirke disse forfærdelige ulykker i fremtiden,« siger Morten Bødskov.

Den 20-årige kvinde blev syvende offer for en højresvingsulykke alene i løbet af året første ni måneder. Til sammenligning blev tre mennesker dræbt i højresvingsulykke sidste år. Fra 2008 til 2012 var almindelige personbiler involveret i 1.300 højresvingsulykker, men kun i to tilfælde blev cyklisten dræbt. I samme periode var lastbiler og busser indblandet i 91 højresvingsulykker, hvoraf 24 kostede cyklisten livet. Det viser tal fra Vejdirektoratets uheldssystem.

Sammen med transportministeren vil Morten Bødskov nu nedsætte et hold af eksperter fra Rigspolitiet, Vejdirektoratet, Trafikstyrelsen og Justitsministeriet, som skal indsamle relevante praktiske erfaringer med at forhindre højresvingsulykker fra politi- og vejmyndighederne i lande som Holland, Sverige og Tyskland. Arbejdet skal danne grundlag for et regeringstiltag.

Transportministeren har allerede igangsat et arbejde i Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen og indkaldt repræsentanter fra en række transportorganisationer til en drøftelse af, hvad der kan gøres.

»Højresvingsulykker er nogle af de mest forfærdelige ulykker, fordi når de sker, har de ofte dødelig udgang. Det har store omkostninger både for de efterladte, personen, der sidder bag rattet, og samfundet som hele. Jeg har allerede nedsat en taskforce i Vejdirektoratets og Trafikstyrelsens regi og indkaldt en bred række af interessenter. De praktiske erfaringer fra de andre europæiske lande vil kunne indgå i et samlet katalog over indsatser, der kan igangsættes i fællesskab mellem stat, kommuner og branchen,« lyder det fra Pia Olsen Dyhr.

Dagens Gossip

Dagens TV