Ministre slipper for granskning i Skat-undersøgelse

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Der bliver ikke placeret et politisk ansvar, når resultatet af Skats interne revisionsundersøgelse i sagen om den potentielle milliardsvindel med udbytteskat fremlægges om tre uger.

I undersøgelsen vil hverken skiftende skatteministre eller departementschefens rolle i sagen blive belyst, erfarer Berlingske.

Ifølge avisen har Skatteministeriets Interne Revision fået besked på, at det udelukkende er Skats styrelse, der skal granskes, mens ministeriet og dets topfolk slipper for at komme under lup.

Folketingets Skatteudvalg er blevet oplyst om undersøgelsens omfang i et notat fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).

En centralt placeret kilde fortæller til Berlingske, at Skatteministeriets Interne Revision tager den snævre opgavebeskrivelse meget bogstaveligt.

- Det bliver ikke undersøgt, hvad skatteministre og departementschefer vidste og hvornår. Hvis man skulle gennemføre en undersøgelse af den karakter og have indsigt i e-mails, notater og andet fra deres hånd, ville det helt sikkert også tage mere end de fire uger, som undersøgelsen skal udføres på, siger den anonyme kilde til Berlingske.

Hvis der skal placeres et politisk ansvar, vil det derfor muligvis først ske i 2016 i forbindelse med, at Rigsrevision gennemgår sagen.

Først skal statsrevisorerne dog sende en officiel anmodning til Rigsrevisionen, og det står ifølge Berlingske klart, og også den undersøgelse bliver "smal".

Statsrevisorernes formand tør ikke slå fast, at Rigsrevisionen kommer til at undersøge e-mails, kalendere og notater fra topfolk i departementet og ministre.

- Vi skal gerne kunne konstatere, hvilke svigt der har været, og hvilken personkreds der har et ansvar. Men hvis man beder om alt materiale, risikerer man at drukne, siger statsrevisorformand Peder Larsen (SF) til Berlingske.

/ritzau/