Ministre udnævnt til egyptisk overgangsregering

33 ministre blev på skift svoret ind af landets fungerende præsident Adli Mansour i et til lejligheden overdådigt udsmykket præsidentpalads.

Chefen for de væbnede styrker, general Abdel Fattah al-Sisi, blev udnævnt som forsvarsminister og vicepremierminister.

Egyptens tidligere USA-ambasadør, Nabil Fahmy, blev udnævnt som udenrigsminister, mens Mohammed Ibrahim, der var indenrigsminister under præsident Morsi, beholdt sit job.

Det Muslimske Broderskab afviste straks det nye kabinet som illegitimt.

»Det er en illegitim regering, en illegitim premierminister, et illegitimt kabinet. Vi anerkender intet af det. Vi anerkender ikke deres autoritet som repræsentanter for regeringen,« sagde talsmand for broderskabet, Gehad El-Haddad, ifølge Reuters.

Ingen af ministrene repræsenterer Det Muslimske Broderskab eller det andet store islamistiske parti, Nour-partiet.

En talsmand for præsidenten sagde, at islamisterne var blevet tilbudt pladser i den nye regering. Det blev dog afvist af broderskabet som »en løgn«.

De nye ministre blev taget i ed under et døgn efter voldelige sammenstød mellem tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Morsi og sikkerhedsstyrker.

Syv mennesker blev dræbt, og flere end 260 personer blev såret. Over 400 personer blev anholdt i forbindelse med urolighederne mandag aften og natten til tirsdag.

Dagens Gossip