Minkavlere sprøjter med ulovlige insektgifte

Det kommer til at koste dyrt for 53 danske minkavlere, at de har købt ulovlige insektgifte. Skat har opkrævet 400.000 kroner i afgifter af avlerne, og der kan komme bøder oven i, oplyser Skat i en pressemeddelelse

I perioden marts til oktober i år har Skat gennemført en række kontroller af minkavleres køb af såkaldte bekæmpelsesmidler fra Holland. Kontrollen har vist, at ud af 85 kontrollerede virksomheder, har 53 købt bekæmpelsesmidler hos et hollandsk selskab.

- Når midlet ikke er godkendt i Danmark ved vi ikke, om det er skadeligt for mennesker eller miljøet. Det skal godkendes og have en dansk etiket på, før man må bruge det i Danmark, siger funktionsleder Birte Børglum, fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.

Hun forklarer, at det drejer sig om midler, som minkavlere bruger til at bekæmpe for eksempel mider og insekter på farmene.

Miljøstyrelsen skal nu se nærmere på, hvad bekæmpelsesmidlerne præcist er for noget.

Køb af bekæmpelsesmidler i udlandet er ikke tilladt, med mindre der foreligger tilladelse til importen fra Miljøstyrelsen. Derudover skal virksomheden være registreret for bekæmpelsesmiddelafgift hos Skat.

Sælgere fra den hollandske virksomhed kører rundt i Danmark til forskellige virksomheder inden for landbrug og gartneri. Men et køb hos virksomheden regnes for import, fordi sælgeren ikke har de fornødne registreringer og godkendelser i Danmark, advarer Skat.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV