To minutter skiller lærere og kommuner ad

I grove træk står striden mellem de danske lærere og arbejdsgiverne i kommunerne nu om to minutters forberedelse per elev.

I den forløbne uge har Kommunernes Landsforening (KL) regnet på et forslag fra lærerne, som giver skolelederne frie hænder til at fordele lærernes arbejdstid ud fra en samlet pulje på to minutters forberedelse per elev per lektion på den enkelte skole.

Men fredag brød forhandlingerne sammen.

- Vi har fuldstændigt imødekommet KL på deres krav om normalisering af lærernes arbejdstid. Vi tror ikke, at det er den rigtige model, men vi har spillet ind med det for at undgå en konflikt, siger lærernes topforhandler Anders Bondo Christensen om forslaget.

I det nye udkast er der således ingen officiel grænse for, hvor mange undervisningstimer lærerne må have på en uge inden for arbejdstiden på 37 timer. Skolelederne kan fordele lektioner og forberedelse.

Puljen betyder, at nogle lærere får mindre tid, mens andre så får mere.

- Nu har vi igen og igen hørt, at det er et problem, at den ældre lærer har lige så meget forberedelse som den unge, og at idrætslæreren får lige så meget forberedelse som dansklæreren. Det imødekommer vi med det her forslag, siger Bondo.

Men i KL er topforhandler Michael Ziegler ikke imponeret, selvom han erkender, at der er "en flig af indrømmelse" i lærernes seneste udspil, som gør det muligt for skolelederne at differentiere forberedelsen.

KL's overordnede problem er dog, at der på forhånd er defineret en kasse af tid til forberedelse, som er bestemt af overenskomsten, lyder det fra Michael Ziegler.

- Vi ønsker moderne arbejdstidsregler for lærerne, som ikke dikterer, hvad arbejdstiden anvendes til. Lærernes Centralorganisation insisterer på at have arbejdstidsregler, som dikterer, hvad tiden skal anvendes til.

- Det er den grundlæggende kerne i konflikten. Der er ikke nogen gylden middelvej mellem de to synspunkter, og det gør det svært at lande en løsning, tilføjer Michael Ziegler.

Ifølge kommunernes topforhandler svarer de to minutters forberedelse per elev per lektion omtrent til den mængde forberedelse, lærerne allerede bruger i dag.

- En del af min kritik af det eksisterende system har været, at der kan frigøres nogle ressourcer. Men hvis man definerer en pulje af forberedelse, som er lige så stor som i dag, så bliver der ikke frigjort nogen ressourcer, siger han.

Michael Ziegler afviser dog, at han havde sagt god for forslaget, om det så var skåret ned på 1,5 minuts forberedelse per elev.

- Det er ikke tallenes størrelse, der er et problem for os. Hele tænkningen er forkert, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip