Misbrug førte unge ind i grov narkosag

Skrevet af admin

03/02/2014

Dagens topnyheder

En håndfuld unge mænd fra Grenaa må undvære deres familier og venner i flere år.

Et liv med misbrug af hash og andre stoffer førte dem ind på tvivlsom karriere som narkosmuglere.

Sagen, hvor der er givet straffe mellem otte og fire års fængsel, er et afskrækkende eksempel, lyder det fra Østjyllands Politi.

- De var kommet ud i omfattende misbrug. For at finansiere det fandt de det nødvendigt selv at smugle stoffer ind i landet, og det er alvorlig kriminalitet, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

Han lægger vægt på gerningsmændenes unge alder - de er i alderen fra 19 til 21 år.

- Det er en rigtig dårlig start på voksenlivet at sidde fire-fem-seks år i fængsel, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Gruppen er fundet skyldig dels i indsmugling af fem kilo ketamin og dels i indsmugling af kokain og MDMA, som bruges i ecstasypiller.

Stofferne blev hentet i Holland.

Ingen af de unge var kendt af politiet for noget særligt i forvejen.

Dommen blev afsagt fredag af Retten i Randers. Hovedmanden er ifølge afgørelsen 21-årige Frederik Legarth Præst, der er straffet med fængsel i otte år.

To andre, Sean Lukas Bundell og Oliver Dam Melin, har hver fået fængsel i fem år.

Og endelig er Mickey Madsen og Nicklas Mandal Frederiksen begge blevet straffet med fire år.

/ritzau/