Misbruger gik amok: Slog bilejer i hovedet for at stjæle hans bil

Skrevet af Ann Katrine Warren

21/02/2014

Dagens topnyheder

På to timer fredag aften nåede en narkoman fra Herning at stjæle to biler, køre galt, slå en mand ned og være tæt på at kidnappe et barn. Manden er nu anholdt.

Det voldsomme historie udviklede sig fra klokken 16.50, hvor den yngre mand truede en bilist til at udlevere nøglerne til en bil på Shell-tanken på Rolighedsvej i Herning. Efterfølgende fik politiet flere henvendelser om bilen, en rød Golf, som var blevet set køre hasarderet og blandt andet påkørte en anden bil.

Kort efter gik det galt for biltyven, som kørte fast i et vejarbejde på Gødstrupvej ved Tjørring.

- En venlig mand tilbyder at hjælpe ham, men da manden står bøjet over sit bagagerum for at finde et slæbetorv, bliver han slået i hovedet - formentlig med en sten, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen til Dagens.dk.

Efter at have slået manden ned, forsatte gerningsmanden i offerets grønne Fiat Punto tilbage mod Herning.

Kort efter forsøgte narkomanen at stjæle endnu en bil ved en bodega og pizzeria i Tjørring.

- Der sidder et barn på bagsædet af bilen, hvilket han formentlig ikke har opdaget. Men der er nogle borgere, som griber ind, og forhindrer ham i at køre, forklarer vagtchefen.

Den unge mand bliver anholdt, da politiet ankommer. Han var i øvrigt netop blevet løsladt tidligere på dagen efter at have været mistænkt for nogle indbrud.

Politiet har endnu ikke fuldt overblik over sagen. Men gerningsmanden bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør i morgen sigtet for en hel stribe ting.

- Det er lige i overkanten af, hvad vi er vant til, som vagtchefen udtrykker det.

Den hjælpsomme mand, som blev slået ned, bliver her til aften behandlet på skadestuen.