Misbrugt i valgkamp: Pensionisten Pia K stemmer på italiensk venstrefløjsparti

Pensionisten Pia stemmer på 'Rivoluzione Civile' til det italienske valg på søndag.

Sådan er budskabet på et billede, der er dukket op på det sociale medie, Twitter.

Motivet er en valgplaket fra netop 'Rivoluzione Civile', som er et venstreorienteret parti i Italien.

På plakaten er Pia Kjærsgaard citeret for at sige:

- Under Montis regering har for mange unge forladt Italien.

Der er dog tale om misbrug af den danske politikers billede. Og det skal nok betragtes som yderst tvivlsom, om Dansk Folkepartis værdiordfører stemmer på et venstreorienteret parti til det italienske valg.

Og for en god ordens skyld skal det også slås fast, at hun ikke er gået på pension.

Pia Kjærsgaard selv trækker på skuldrene over misbruget af hendes billede:

- Jeg undrer mig. Jeg var ikke klar over, jeg var så kendt i Italien. Jeg tænker, at det er en eller anden form for happening, siger hun til Dagens.dk.

Den tidligere DF-formand har ikke tænkt sig at foretage sig noget i sagen:

- Hvis man begynder at gøre en hel masse ud af det, så ender det bare som en ny happening. Jeg tror, det er bedre bare at ignorere det, siger hun og fortsætter:

- Det var noget andet, hvis der stod, at jeg stemte på Berlusconi eller en anden politiker, som folk rent faktisk ved hvem er. Men jeg har aldrig hørt om det parti.

Rivoluzione Civile ledes af Antonia Ingroia. De har rødder i den kommunistiske bevægelse i landet og vil blandt andet lempe indvandrepolitikken i støvlelandet.

Hvordan Pia Kjærsgaards billede er endt i den italienske valgkamp står hen i det uvisse.

Dagens Gossip

Dagens TV